19. maj 2025

Jeg stødte på talemåden igen for nylig. Og kom sådan til at undre mig over den. For selvom det var ment som noget godt og hengivent fra afsenders side, var der noget ved ordene, der gjorde mig utilpas; for jeg ville da aldrig stjæle nogens hjerte. Det kunne jeg virkelig aldrig finde på.

Og kan man overhovedet det – stjæle nogens hjerte? Sådan tage det, uden at have fået lov? Eller uden at ville det?
Og omvendt – kan man få sit hjerte stjålet uden at have givet lov?
Det slog mig bare, hvad der ligger i den gamle talemåde eller forståelse.
Som en fræk tyv om natten, der sniger sig ud med folks mest dyrebare ejendele.
Jeg ville da nødig være den tyv.
Jeg vil ikke stjæle hjerter. Jeg vil egentligt helst ikke engang have et foræret. Selvom det måske lyder lidt underligt?

For det andet udtryk der findes, lidt mildere end det første er ”at give sit hjerte væk.”
Den ligger bare heller ikke helt godt i maven, synes jeg. For så har jeg jo fået det og er den, der skal passe på det.
Men kan man passe på en andens hjerte? Man kan jo godt have gode intentioner om det – men det er lidt af et ansvar at tage på sine skuldre ikke?

Især når vi ved, at vores oplevelse altid skabes i nuet, indefra og ud. Så bliver det at passe på en andens hjerte jo en umulig opgave, der er dømt til at mislykkes. For vi kan aldrig forudsige den andens oplevelse. Vi kan ikke, heller ikke i en kærlighedsrelation, tage ansvar for den andens oplevelse. Den anden kan jo komme til at føle sig såret, krænket, uelsket, dum eller forkert – uden at jeg har noget med det at gøre. Jeg kan ikke skabe den andens oplevelse.

Og omvendt, kan jeg føle og opleve alt muligt, som slet ikke var den andens intention. Fordi jeg skaber min oplevelse indefra og ud – fra øjeblik til øjeblik.

Vi kan kun passe på – eller mere præcist måske – tage vare på, vores eget hjerte. Jeg kan kun have øje for, at min egen oplevelse kommer fra mine tanker i nuet og være nysgerrig på, hvad der sker inde i mig? Er der måske bare er en gammel vane på spil, som jeg ikke behøver dyrke længere?

Når jeg lytter til min mavefornemmelse og udtrykker, hvor jeg står og hvordan jeg faktisk har det, uden at please for ikke at såre. Uden at gemme mig selv væk fordi jeg tror, at det er sådan, jeg passer på den anden(s hjerte), – så får jeg ro på. Inde fra mit eget system.
Og derfra bliver der grundlag for at tage stilling til, hvad vi faktisk kan med hinanden.

Fra et roligt sted, hvor jeg kan stole på mig selv.
Kan jeg tage vare på mit hjerte.