På nogen områder, er det nemmere at afgøre end andre – kender du det?

F.eks. har jeg det nemt med at mærke, hvad jeg har lyst til at spise. Når jeg åbner køleskabet kan jeg mærke det. Jeg står ikke og tænker: hvor mange kalorier er der mon i det, er det mon sundt og hvad med kolesterol? Og den slags. Jeg ved bare hvad jeg har lyst til. Og så spiser jeg det.

På samme måde, er det også nemt for mig at mærke, om jeg har mest brug for at blive hjemme eller tage ud. Altså om jeg har brug for ro eller action. Jeg kan have et par tanker, om jeg nu kan være bekendt at aflyse, om nogen bliver skuffede – men min krop taler tydeligt til mig her. Og jeg synes det er ok ukompliceret at lytte.

Det er også nemt at mærke, om jeg har brug for at sove. Ligge ned. Sætte mig lidt. Eller bruge min krop aktivt.

Men når det kommer til fx kærlighedsrelationer, har jeg haft for vane at forvirre mig selv med MEGET tænkning. Og have svært ved at mærke, hvad jeg faktisk har lyst til. Og selvom jeg har mærket det, ikke turdet handle på det. Fordi skræmmescenarierne nemt får varmet op under mig får overtalt mig til at blive hængende, overbevist om, at der nok ikke dukker andre op…

Og jeg tænkte i starten af min 3P rejse, at kunne 3P gøre noget for DET her område – ja så ville det være et mirakel!

For et par måneder siden fik jeg lyst til at se en relation lidt mere, end vi havde gjort og på en lidt anden måde. Samtidig var der en tanke, der sagde: ”vær med det, der er. Hvem siger, at mere er bedre”?

Hvad skulle jeg gå med? Den umiddelbare lyst, vel vidende at det nok ikke kunne lade sig gøre? Eller fortsætte som hidtil, selvom det var blevet utilfredsstillende? ”For lidt er vel bedre end ingenting”, sagde ”fornuften”. Eller var det fornuften? Eller visdommen? Hvad var hvad? Jeg kunne ikke hitte ud af det.

Jeg ringede til en 3P veninde for at få hjælp til at navigere efter min mavefornemmelse. Fordi det vil jeg gerne øve mig i på alle områder af mit liv. Jeg vil gerne lade Livet leve mig fra bagved alle tankerne. Kan bare mærke, at det er et langt federe sted at navigere fra end fra mit hoved/mine tanker.

Jeg troede det var min visdom, der sagde ”vær med det, der er ”. Og mit intellekt, der krævede mere. Men det larmede stadig. Noget ville ikke falde på plads.

”Hvad hvis det var omvendt”, sagde hun? ”Hvis det var din visdom, der har lyst til mere og dit intellekt, der prøver at overbevise dig om, at du må være tilfreds med det, der er?

Bum. Dér stod det klart.

Jeg havde lyst til mere. Og tog mig mod til at sige det. Vel vidende, at der nok ikke ville komme meget ud af det. Og ganske rigtigt. Det blev taget vel imod. Respektfuldt. Nænsomt. Men der var ikke mere at komme efter.

Så blev det afklaret. Og med det, var der noget, der slap i mig.

Noget, der helt naturligt skiftede og begyndte at kigge i en anden retning, væk fra ham.

Uden sorg eller smerte. Bare videre, hen mod noget, der føles bedre og smager mere af noget, jeg har lyst til. Det er helt som det skal være.

Det svære var at høre det, visdommen hviskede og stole på det.

Da jeg først gjorde det, løsnede noget helt naturligt sit greb i mig.

Livet søgte mod liv og glæde.

Og nu har jeg fået lyst til noget andet.

Så simpelt kan det også være.