En kvinde opsøgte mig, fordi hun ønskede hjælp til at bryde fri af plagsomme tanker om ikke at være god nok og føle sig som et usselt menneske. Dette kom til udtryk gennem angst, tvangstanker og -handlinger, selvkritik og mistrivsel. Hun mente, at det var sådan, hun var, for hun havde følt sig forfulgt af disse tanker om sig selv, så længe hun kunne huske.
Vi talte lidt om, hvilke tanker der var værd at lytte til, og hvilke der førte en et sted hen, hvor man egentlig ikke var tjent med at være. Og vi talte om, hvordan man kunne kende forskel.
Hun kom i tanker om nogle venner, der også havde lidt af angst, men som havde opdaget, at når disse tanker holdt deres indtog, så var det bedst ikke at lytte til dem.
Dette var min indgang til at pege hende i retning af at opleve sin egen livskraft, hvad hun og vi alle er lavet af – omme bagved de insisterende tanker:
Livskraften, som får vores hjerter til at slå, jorden til at dreje rundt, træerne til at springe ud om foråret og salathoveder til at vokse op af jorden. Samme kraft er inden i os. Den har altid været der og vil bestå, indtil vi dør. Det kan ikke være anderledes.
Derfor søger vores sind altid mod balance og trivsel. Livet vil leve og søger mod lyset, mod balance. Som en plante, der strækker sig mod lyset.
Det er derfor, vi altid kan stole på de gode følelser. Og tage de dårlige mindre alvorligt. For det er ikke dem, vi er lavet af. Men mange af os har lært, at det er ubehaget, vi skal reagere på og tage alvorligt.

Alt dette forsøgte jeg at formidle til hende, som hele sit liv havde troet, at hun var lavet af ængstelighed, tvangstanker og -handlinger og hård selvkritik. 
 
Mens vi talte, steg tårerne op i hendes øjne. Der skete noget i hende. Jeg gav hende et øjeblik og spurgte, hvad der skete. Hun svarede, at hun altid havde tænkt på sig selv som en, der havde det skidt og blev enormt rørt af at høre, at hun var født til at have det godt. Det var det smukkeste, hun nogensinde havde hørt, sagde hun. Og hun kunne mærke, at det var sandt.

Jeg blev også rørt i det øjeblik – og bliver det igen i skrivende stund. Og havde jeg ikke taget en lille pause her til aften, hvor jeg lige selv fik ro på efter et par travle uger, så var dette smukke øjeblik ikke dukket frem fra dybet og ladet sig skrive ned, så I kunne læse det.