At skrive sig ud af en tankestorm
Jeg har en ven, der i denne uge er på ”terapeutisk skriveretreat”. I Spanien i bjergene. Med udsigt og pool. Lækkert. Det handler om at komme tilbage til sig selv gennem at skrive fra et klart sted.
Det satte en masse tanker i gang hos mig. Her fra sofaen med udsigt til de om et øjeblik udsprunge platantræer udenfor mit vindue.
Jeg har selv skrevet, som et middel til at komme tilbage til mig selv, siden jeg var 18 år. Det kaldte på mig. Jeg har flyttekasser stående på loftet og skabe fyldt med gennemskrevne kinabøger. Jeg har kun sjældent læst i dem efter, jeg har skrevet. For mig har processen med at skrive, handlet om netop at komme tilbage til mig selv. Mærke mig selv igen bag alle tankerne.
Efter mødet med de 3 Principper, er der sket noget med min skrivning. Noget jeg har opdaget. Som har ændret min praksis. Har altid skrevet når ”det kom over mig”. Ikke rammesat som noget, der skulle gøres på en bestemt måde, et bestemt tidspunkt eller i en særlig stemning.
Jeg opdagede forleden dag, hvor jeg har skrevet fra. Var det side og op side ned om komplicerede ting; på den ene side og på den anden og tredje og fjerde side? Eller var det simpelt, som et lille statement – og så var der ikke så meget mere at sige om det?
Jeg opdagede, at jeg har brugt siderne i bøgerne 95% af tiden på at skrive fra intellektet og holdt mig selv travlt beskæftiget med det. Skrevet ”tankestormen” i snekuglen ud af mit system…for nogen gange at finde ro på den anden side.
Nu er mine tankestorme blevet færre og kortere. Jeg skriver stadig – men sjældnere. Og nogen gange MÅ jeg bare lige skrive noget ned, der kommer klart til mig fra visdommen.
Denne blog er en slags fortsættelse af den livslange praksis.
Bag tankestormen.

Sammen finder vi vejen frem
- Der er altid håb.
- Sammen finder vi tilliden til at forandring er mulig.
- Og at den måske ikke er så langt væk, som det ser ud til.