For mig handler forståelsen af de 3 principper om, at vi er designet som mennesker til at have det godt. At dette er vores fødselsgave. Men at der ofte sker det, at som vi vokser op, får vi uskyldigt tænkt os væk fra at have det godt. Vi er en del af naturen, som altid stræber mod liv, der vil leves og dette skønne udgangspunkt, kan vi til hver en tid vende tilbage til, når vi træder ud af vores tanker og ind i nuet.


Første gang jeg oplevede kraften fra de tre principper, gik jeg tur på en kirkegård i København. Jeg var på 6. måned i en stresssygemelding og havde oplæsning af Mette Louises bog i ørerne. Pludselig opdagede jeg, at jeg gik og smilede. Følte mig glad og godt tilpas for første gang i lang tid. Jeg ved ikke hvad det var. Men husker jeg grinede af eksemplet med en person, der fik blomster og alle de forskellige ting, man kunne opleve bare med det.

Jeg tror jeg fik et glimt af dér, at tanker skaber vores oplevelse.

Nogenlunde samtidig, ved at lytte til bogen, landende en indsigt, som jeg kunne mærke i hele min krop, som et åg, der blev løftet fra mine skuldre, som et suk: jeg var ikke gået i stykker og der var intet, der var blevet ødelagt.

Jo længerede der var gået med ikke at have det godt og nærmest ingenting at kunne, jo mere blev der lagt ovenpå af bekymringer og teorier om, hvorfor mon det tog så lang tid:

Både som spekulationer fra min egen side, toppet op med ekspertudtalelser som: ”det tager ligeså lang tid at komme ud af stress, som det tog at komme ind” (gisp – hvordan skal jeg få alt til at hænge sammen, hvis det her trækker sådan ud?).

Og: ”Hvis ikke det er lettet efter 4 måneder, skal du begynder at overveje, om der er tale om ”traumatisk stress”(what: har jeg nu også traumer??). Jeg researchede og fandt litteratur og forskning, der fastslog, at det nok havde noget at gøre med ens barndom og ”stress spor” fra dengang man var lille….Og en velmenende psykoterapeut kunne så bekræfte denne teori og fortælle mig, at der nok ovenikøbet var tale om et ”tidligt udviklingstraume”… og at det ville tage 1-2 år at arbejde sig gennem det.

Holy Moly.

Det blev værre og værre. Jeg blev mere og mere bekymret og fik flere og flere bange tanker om, hvad fremtiden mon ville bringe, om jeg nogensinde ville blive rask igen?

Og det var slet ikke hjælpsomt ift. at få mit opkørte system til at falde til ro.

Når jeg kigger tilbage nu, ser jeg, at det netop var disse dunkle forudsigelser, der vedligeholdt min oplevelse af at være ødelagt og gået i stykker. For jeg faldt aldrig til ro og fik ikke hjælp nogen steder til netop det. Ængstelige tanker skabte ængstelige følelser og hele min krop vedblev at være i alarmberedskab. Derfor fik jeg det ikke bedre.

Det landede en dag, da jeg sad i sofaen og stressede max; at der absolut intet længere var at stresse over i mine omgivelser. Det arbejde, som jeg indtil da havde troet, var udløsende faktor, havde jeg for længst lagt bag mig. Der var ro på økonomi, jobcenter osv. Og stadig kørte stresskemien rundt i mit system.

Lige dér i sofaen opdagede jeg, hvad min hjerne helt uskyldigt havde gang i: at skæmme mig selv halvt ihjel med bekymringer om fortidens betydning for min nuværende tilstand og alt det, der så ville kunne gå galt i fremtiden.

Og jeg mærkede noget i mig kunne give slip. Suk.

 

Opdagelser:

Det er mig, der uskyldigt kommer til at stresse mig (tanke skaber oplevelse)

                 Jeg er ikke ødelagt og jeg kan ikke gå i stykker (jeg er bevidsthed)

                Det bliver altid godt igen (livskraften laver opdrift)

 

Derfra gik det kun fremad. Den ene indsigt efter den anden. Både på dette område og på andre. Langsomt så jeg hvordan jeg også fx kom til at skabe historien om at være ”lydfølsom”. At jeg nogen gange var det og nogen gange ikke. Hvordan kunne det være, hvis det var lyden det handlede om? Og jeg opdagede, at nogen høje lyde var helt ok. F.eks. høj musik, hvis jeg var ude og danse. Hvis det var vejarbejde, var det forfærdeligt. Men netop denne forskel gjorde det tydeligt for mig, at det ikke handlede om decibel, men om hvordan jeg oplevede det gennem tanke. Derfra var jeg ikke længere lydfølsom.

Jeg havde også haft svært med metro og mange mennesker. Og opdagede en dag, hvor det regnede og jeg var nødt til at tage metro, at oplevelsen var forskellig ud og hjem. Ud var jeg lidt anspændt, fordi jeg tænkte på det, med en snert af panik. På hjemturen tænkte jeg slet ikke på det, men var glad og optaget i tankerne af en god samtale, jeg havde haft og før jeg vidste af det, stod jeg hjemme i min lejlighed, tørskoet og opløftet.  Så der røg også min idé om, at mange mennesker, metro og at befinde sig under jorden, skulle være væmmeligt i sig selv 🙂

 

Før og nu

Når stress kommer på besøg, nu her, går den også igen. Den bliver kun hængende, hvis jeg bliver bange for den. At blive bange gør, at den bliver hængende. Hvis jeg bare konstaterer – åh, her er signal fra mit sunde system. Der er noget jeg skal skrue ned for. Og gør det. Så får jeg det bedre i løbet af 15-20 minutter. 

Nu ved jeg, at stress signaler ikke er farlige. Og at ingen ubehagelige følelser er farlige. At alle uønskede følelser og kropslige signaler er sundhed i forklædning. At stressede signaler fra min krop, er en hjælp til mig om, at jeg skal gasse lidt ned. Enten inde i hovedet eller hvis jeg faktisk har fået for meget om ørerne. Det, at jeg ikke bliver (ligeså) bange, gør at det glider hurtigere forbi. Helt i starten af min 3P rejse, kunne jeg være i den tilstand i ugevis, nærmest i panik over tanken om at ”nu går det galt igen” så snart jeg mærkede det mindste. Det kan jeg egentlig også nu, men det bliver ikke nær så slemt (panikken er helt trukket ud af det) og det er sjældent, at det varer flere uger. Og hvis det varer flere uger, er der pæne ophold i det, hvor jeg kommer tilbage til mig selv og lige mærker roen og at det giver slip, måske helt op til flere timer.

Jeg mærker tydeligere og tydeligere min intuitive væren og vover at tage et enkelt skridt ad gangen og stole på at Livet guider mig. Jeg gribes af bekymring og rædsel ind imellem over at være på slap line fx ift. at være ny selvstændig uden fast indkomst, samtidig med at mine udgifter er steget markant – men på en eller anden måde lykkes det mig at være i det og indimellem nyde livet J Det var aldrig sket tidligere, hvor jeg ikke ville have vovet at slå ind på den sti af uvished, jeg går af nu.

Jeg synes livet er spændende og nyt og jeg ved ikke hvad, der venter om næste hjørne. Det kan være skræmmende – men i virkeligheden har det jo altid været sådan, at jeg ikke kunne regne det ud. Før troede jeg bare, at jeg kunne og så blev jeg frustreret, når det ikke gik efter planen. Nu øver jeg mig i at ”læne mig ind i svinget” – når livet tager uventede drejninger.

Det er sgu fedt og giver det der sug i maven, som da man var barn og passager i en bil, hvor chaufføren kørte ræs henover bakkerne 😊

På en måde kan man jo lade sig være passager i Livets Eventyrbus med visdommen ved rattet. Det vil jeg gerne blive bedre og bedre til ❤️

Det er sådan en skøn rejse og jeg er bare glad for alle jer, som jeg har mødt på min vej allerede. Og jeg glæder mig til det, der ligger forude.

TAK ❤️