28. juni 2025
Hvad hvis “social arv” i virkeligheden kan koges ned til, at vi — helt uskyldigt — er kommet til at tro på vores forældres tanker om os?

Den sætning satte et stenskred i gang i mig, som jeg har lyst til at dele. Måske kan det bringe håb til dig, hvis dine tanker om fortiden spænder ben for at skabe det liv, du drømmer om?

Jeg var ikke et ønskebarn. Jeg voksede op med en følelse af at være uønsket og uelsket. Langt ind i voksenlivet — ja, faktisk indtil for nylig — bar jeg rundt på en historie om at være “sådan en, der nok ikke er værd at elske.”

Men så begyndte en indsigt stille og roligt at gry i mig gennem min 3P-uddannelse. Lidt efter lidt.

Først faldt noget på plads i mig omkring, hvad social arv egentlig er: At den dybest set består af de tanker om os selv, vi har lært at tro på gennem vores opvækst. Tanker, vi stadig går rundt med — ofte helt ubevidst — og som kommer til at definere, hvem vi tror, vi er, og hvad vi tror, vi kan i livet.

Særligt hvis vi ikke opdager, at vi tænker dem.

Med den indsigt begyndte jeg at se, at tanken om ikke at være værd at elske — det var bare en historie, jeg var kommet til at tro på. Og hvordan skulle den kunne være sand?

Jeg kan jo i min essens ikke være spor mindre elskelig end alle andre. Vi er alle sammen skabt af det samme. Af kærlighed.

Det handlede aldrig om mig. Det handlede om mine forældres evne — eller manglende evne — til at få deres barn til at føle sig velkommen og værdsat.

Da jeg så dét, begyndte den gamle historie at gå i opløsning. Helt af sig selv. Uden at jeg skulle gøre noget. Uden at skulle rette på noget eller arbejde med mig selv.

I takt med at jeg oplevede, at jeg ikke ER mine tanker — men den, der tænker dem — mistede de gamle overbevisninger deres magt. Jeg behøver ikke længere lade fortidens tanker definere mit nu eller begrænse mine muligheder for fremtiden.

For fortiden findes kun, når jeg tænker på den. Den eksisterer ikke længere andre steder end i mit eget sind.

I kærlighedsrelationer har jeg i årevis haft svært ved at tro på, at det kunne lykkes. Og det blev en selvopfyldende profeti.

Men i dag mærker jeg, at jeg tror på mig selv.
At jeg ER værd at elske.
Selvfølgelig er jeg det.

Jeg mærker tydeligt kærligheden i mig selv og i andre.

Jeg er blevet tryg ved at prøve ting af. Tage chancer.
Gå endnu et skridt. Med det, der føles godt.

Jeg er ikke bange mere. Tværtimod. Jeg slapper af i det. Går på opdagelse. Synes det er spændende og livgivende at udforske livet.

En verden til forskel.

Og når den gamle følelse af frygt for ikke at være værd at elske dukker op — for det gør den indimellem — så oplever jeg den kun som et flygtigt besøg. Som en fugl, der flyver hen over den blå himmel.