Vi havde gået gennem skoven et kvartes tid uden at sige noget. Det havde vi aftalt at prøve. Jeg havde taget mig mod til at spørge, om det ville være ok med ham?
Jeg havde lyst til at falde til ro sammen med træerne omkring os, bare være med mosset og elverhøjene, vi bevægede os igennem – og med ham, uden at skulle snakke.
Så gik jeg lidt dér og kæmpede med forskellige tanker om, hvad han mon tænkte om at gå der, om det var ok, om vi mon skulle holde i hånd, mens vi gik, eller gå helt hver for sig? Om de seneste ugers turbulens og tvivl mellem os ville lede til et brud? Med så flyvende en start, som vi havde haft, ville vi kunne stå distancen, når vi lærer hinanden rigtigt at kende?

Efterhånden faldt tankestrømmen lidt til ro. Og en stille understrøm, hviskede blidt og blødte spændingen i mit solar plexus op. Som en lun brise på en kølig forårsdag: ”Han skal bare elskes”.
Jeg så at han, ligesom alle andre skabninger i universet, er lavet af det fineste, gode stof og at han kun har fortjent kærlighed. At blive elsket ubetinget.

Og noget i mig faldt til ro. Det føltes bare helt rigtigt. Ukompliceret. Ligetil.

Jeg havde et stykke tid gået med spørgsmålet: Hvad hvis jeg bare er i nuet med ham, når vi er sammen? Og lader de tanker om fortiden eller fremtiden, der dukker op, være? Mærker det, der er. Fra gang til gang.
Når jeg tunede ind på dette, kunne jeg mærke, at jeg bare havde lyst til at hænge ud og nyde tiden sammen, uden de mange spekulationer.

Jeg fik også ind imellem den oplevelse, at jeg ville komme til at være den i forholdet, der havde ”bukserne på”. Og det ville jeg i hvert fald ikke være. For så ville jeg føle mig svigtet.

Men helt ærligt. Fra lav bevidsthed ligner det et farligt scenarie, der bare ender galt.
Herfra hvor jeg befinder mig lige nu, ser det ikke spor farligt ud. Når jeg er fanget i usikre tanker om vores relation, kan det med bukserne få meget vægt. Når jeg bare mærker det, der er fra min egen ro, er det helt ligegyldigt. Så er vi bare sammen og hygger os.

Tankerne om hvordan han ser ud – er et praj om, HVOR jeg er – og ikke om HVEM han er.

Og hvem kan i øvrigt forudsige, hvordan det kommer til at se ud i fremtiden? Er der overhovedet nogen bukser, hvis jeg ikke tænker, der er? Og hvis der er, og jeg ikke gider have dem på, kan jeg vel bare tage dem af..? (Fnis)