Min veninde har været 6 uger på sejlerferie i Fransk Polynesien og er kommet forandret hjem. Det ses i hendes hud, hendes bevægelser og hendes måde at være i samtalen på. Mere lyttende med mere plads indeni. Mere benplads i sindet på en måde. 

Det har været hendes drøm siden ungdomsårene, at sejle under stjernerne med havets mange nuancer af blå så langt øjet rakte. Skue ud over vandet efter blåhvaler og synge sange om natten under nattevagten med den funklende mælkevej som tilhører. 

”Stella, det har sat et livsændrende aftryk i mig at give mig selv lov til at følge min drøm”, sagde hun. ”Jeg har mødt mig selv på en ny måde derude på havet”. Og jeg kunne mærke, at det var sandt. Der er noget nyt ved hende. En glæde og en ro som smitter.

Hun har mødt det, hun og vi alle er lavet af. Det, der kommer frem, når vi falder til ro. Trivsel og velvære. Som bare har bedre forudsætninger, når der ikke er andet at lave end at kigge på havet mens tiden bliver flydende, vidtstrakt, ikke kantet og opdelt i små bidder.

Selv har jeg tilbragt sommeren hjemme i Danmark. Har fået en præference for ikke at lægge for mange planer.  Men jeg kender godt det sted, hun har mødt, tror jeg. Jeg mødte det også i glimt. Da jeg lå og kiggede op på skyerne en dag på stranden. Fra sofaen når jeg så ud på træerne eller nød en eftermiddag uden noget på programmet, i min loungestol fra Jysk på altanen. I hverdagens mange øjeblikke, hvor jeg lige stopper op og kommer til stede. Trækker vejret og får skuldrene ned. Fanger mig selv i at spænde op – og slapper af. 

Så hvad vil jeg sige med det?

Hvis nu vi ikke hele tiden kan tage til Fransk Polynesien.  Være på ferie hele året. 

Så har jeg lyst til at pege på, at den tilstand, vi kan finde dér, hvor vi får en pause fra hverdagen og måske også fysisk flytter os langt væk; den tilstand har vi altid med os. 

Hvordan kan vi skabe en hverdag, hvor der er plads til følelsen af Fransk Polynesien? Jeg ved med mig selv, at det kræver mere langsommelighed, mere albuerum og mere luft i kalenderen. 

En dvælen ved de små smukke øjeblikke – som når vi går tur i skoven med en 3 årig, der begejstres over skovsnegle, pinde og biller og stopper op hvert 3. skridt for betaget at beundre Guds skabninger. 

Hvad er din drøm? Hvad gør dig glad? 

Den der bøf, skal jo spises mens vi stadig har tænderne til det. 

Velbekomme.